Mest ulækre og triste sted
Hvis 0 stjerner var en mulighed, ville jeg gå med den.
Ved bookingen gennem Booking.com blev der tilsendt link med kode til lås, da der ikke er personale efter kl. 16.00. Hvilket er ganske fint.
Vi ankommer og opdager, at koden ikke matcher ”hovedindgangen” på hotellet. Vi skal åbenbart lige rundt om bygningen. Der er en anden indgang. Til noget der minder om en gammeldags trappeopgang med beton.
En lille alarmklokke ringer 🔔, men den skubber jeg til side🔕. Vi skal jo trods alt ikke sove i opgangen.
Da lejlighederne har fine skilte med royale navne, er forventningen, at rummet ville have et ”old school royal look”.
Der tog jeg fejl. Vi går op på anden sal og låser os ind. I en stor lejlighed med to soveværelser, køkken, vaskemaskine, tørretumbler. Det var en blanding af slidt, manglende vedligehold, gamle møbler og IKEA/Jysk.
Mange huller i væggene, der nemt kunne have været lappet med lidt spartel eller måske bare en klat maling, hul midt på væggen og flere steder, hvor det bare var slidt af.
Snavs og fuglelort på vinduerne. Nuvel, jeg tænker, det nok bare er mig, der er vanskelig. For jeg skal jo ikke spise af vinduerne, og fugle skider hele tiden. Vinduer er vanskelige at holde rene, men så alligevel - snavset var så gammelt at nogle tidligere gæster havde skrevet med en finger på vinduet.🫤
Gardiner var flossede og forskellige størrelser. Den ellers smukke stuk havde løsnet sig i næsten alle rum, hvilket var synd. Stuken ville ellers have tilført rummet et lidt elegant look. Nu var det mere et faldefærdigt look.
Jeg prøver igen med pyt-knappen. Bare værelset er rent og lækkert. Så kan vi smide os i sengene og nyde den smukke udsigt, som billederne på hjemmesiden gav indtryk af. Men her var der også en lille overraskelse.
Måske byfornyelse og udvidelse er i rasende fart i Gråsten? På den ene side den mest fantastiske udsigt ned til parkeringspladsen foran 365. På den anden side kigger vi lige ned på markisen på Schmidt & Dreehsen og lidt vejarbejde.
Men så lad dog være at kigge ned! Kig op i stedet og nyd….bygningen lige overfor. Jeg afviser ikke, at det måske var derfor, at man havde ladet vinduerne blive så beskidte? For at tone udsigten lidt ned.
Bevares, nu behøver man streng talt heller ikke sidde indendørs og glo ud. Man kan jo bare tage sine sko på og gå udenfor, hvis man vil nyde noget udsigt. Så vi tænker, at det gør vi senere. Vi skal bare lige have indrettet os.
Så jeg gør klar til at pakke vores ting ud. I soveværelset er der et forholdsvis nyt IKEA/Jysk klædeskab. Jeg åbner skufferne for at komme nogle af vores ting der i.
Den første skuffe er der brødkrummer i. Den næste skuffe er der samlevejledning til møblerne og møbelben i. Den sidste skuffe er der en rullemadras i….med brune pletter. 😳
Man kan her tænke. ”Hvorfor kontakter I ikke personalet, og får et andet værelse. Der må da være tale om en fejl?”. Svaret er enkelt: fordi der ikke er noget personale, vi kan kontakte.
Indrømmet, jeg er nu ved at være presset, men jeg giver det lige et forsøg mere. På grund af det, jeg har set ind til nu, er jeg blevet lidt nysgerrig på rengøringen generelt. Så jeg kigger tingene lidt grundigere gennem. Det skulle jeg så ikke have gjort. 😱🤢
Ved nærmere eftersyn ligger der pap (måske fra noget emballage?) i bestikskuffen, der er spindelvæv ved siden af sengen ved hovedgærdet (bevares, spindelvæv kan være svært at se, men det lille dyr, der kæmper for sit liv i spindet skulle gøre det lettere at få øje på), filteret i tørretumbleren var ikke tømt osv.
Jeg prøver igen at sige til mig selv, at det ikke betyder noget. Vi havde jo hverken planer om at skulle lave mad der eller bruge vaskemaskine eller tørretumbler, så det er måske ikke så vigtigt.🤐
Men pga plet på rullemadras, har jeg altså en dårlig mavefornemmelse af tingene som helhed.
Jeg prøver derfor at løfte lagnet. Topmadrassen var fyldt med pletter, nyere og gamle. I forskellige brun-gule-nuancer. Jeg tjekker den anden side. Det er det samme.
Tjekker den anden seng. Det er det samme.
Nu begynder det at være vanskeligt at holde humøret oppe. Men jeg prøver et sidste forsøg. Alternativet er jo at tage hjem igen. Jeg tænker, ”jeg vender topmadressen”. Så vender den rene/pæne side op ad, og lægger de rene lagner på.
Men herfra bliver det kun værre. Jeg var nemlig ikke den første, der havde fået den idé. Rengøringspersonalet var kommet mig i forkøbet.
På bagsiden var der også pletter (i samme efterårs-nuancer), løse hår (lange sorte, og små krøllede), brødkrummer (igen) og ikke mindst noget toiletpapir.🤢
Vi ringer på det telefonnummer, der er til hotellet. Der er heller ikke nogen, der tager telefonen. Til gengæld får vi en telefonsvarer i røret– hvor der godt nok oplyses et nødnummer, vi kan kontakte. Dog opkræves man 100 kr for at bruge nødnummeret, hvis der ikke er tale om brand mm.
Det kan IKKE anbefales
7 września 2024
Opinia niezależna