En advokat med fine titler – men uden ansvar
Jeg troede virkelig, det ville være nemt at få hjælp af Advokat Thorbjørn Philippsen til at starte mit nye firma – det lød jo trygt med en højesteretsadvokat. Jeg gjorde fra allerførste mail helt tydeligt, at mit firma skulle sælge byggematerialer til danske kunder med moms, og at alt derfor skulle være momsregistreret, klar til import og sat op med MitID, så jeg kunne komme i gang.
Jeg sendte alle oplysninger, betalte selskabskapitalen og de 9.000 kr. i forudbetaling, og ventede egentlig bare på, at det hele blev ordnet. Men efter betalingen begyndte alt at skifte:
Først fik jeg at vide, at de da godt kunne lave momsregistreringen – bare mod ekstra betaling pr. time.
Kort efter lød beskeden pludselig, at de slet ikke kunne hjælpe med moms, fordi det skulle en revisor klare.
Samtidig blev firmaet registreret med et regnskabsår, jeg aldrig havde bedt om, og jeg blev ikke sat op som administrator med MitID.
Jeg skrev og rykkede mange gange for svar, men fik enten ingenting eller modstridende beskeder. Til sidst prøvede jeg selv at søge om momsregistrering, og nu har SKAT taget ansøgningen til kontrol, fordi firmaet ikke ser rigtigt ud i deres system.
Resultatet er, at jeg efter halvanden måned stadig ikke kan sende en eneste faktura med moms, og det var jo netop derfor, jeg hyrede en advokat: for at slippe for bøvl og forsinkelser.
Jeg havde virkelig håbet, processen ville være ligetil, men jeg står tilbage med et CVR-nummer, der lige nu er helt ubrugeligt, og en masse ekstra arbejde. Hvis du har brug for en advokat, der svarer hurtigt, holder fast i det aftalte og sørger for en fuldt funktionsdygtig virksomhed, vil jeg råde dig til at kigge et andet sted hen.








